Derfor skal du sørge for tyverisikring af din varebil
Hvert år stjæles der for millioner af kroner værktøj og andet indhold fra varebilernes varerum. Det betyder ikke alene, at du skal bruge penge på at erstatte varebilens last. Indbruddet giver oftest også store udgifter til reparation på vognen, lige som det kan medføre driftsmæssige tab.
For tyvenes forsøg på at komme ind i varerummet sætter sig tydelige spor på både døre, karosseri og oftest også bilens vinduer. Det bliver hurtigt dyrt i pladearbejde og genopretning af døre og låse – og betyder, at du skal undvære din varebil i mange dage.
Derudover skal du bruge tid både på at genanskaffe det stjålne og kommunikere med forsikringsselskab og politi om indbruddet. Og havde du specialudstyr eller -værktøj, der var udviklet særligt til dit firma, forlænger det oftest leveringstiden yderligere.
Det betyder, at der måske er opgaver, du bliver nødt til at udskyde – eller sige nej til. Derved kan indbruddet ende med at give dig både tabt arbejdskraft, og skuffede kunder, der ikke får løst deres opgaver til aftalt tid.